Referat fra Forårsmødet i Plus55, torsdag d. 24 marts 2022
Emnet var "Arv & Testamente" ved advokat Jan Østergaard fra DLAPiper.
Advokat Jan Østergaard repræsenterede det verdensomspændende advokatfirma DLAPiper der har afdelinger i fyrre lande og kontor i København og Aarhus. Jan var uddannet i nationaløkonomi og jura fra Aarhus Universitet og en videreuddannelse var fuldført i Storbritannien.
Foredragsholderen gjorde på kompetent vis sit bedste for at formidle de komplicerede forhold omkring arveforhold med udgangspunkt i familietyper, arvefølger, tvangsarv og bodeling. Omkring emnet testamente blev forhold som særeje, ægtepagt, kombinations- og fuldstændigt særeje belyst.
Det blev anbefalet at man før et besøg på advokatkontoret burde overveje følgende forhold:
- Skal særbørn og fællesbørn arve lige meget?
- Skal et barn arve mindre end andre børn og måske begrænses til sin tvangsarv?
- Skal børnebørn, andre familiemedlemmer eller foreninger begunstiges?
- Hvem skal arve, hvis der ikke er børn eller andre livsarvinger?
- Skal inbogenstande tilfalde bestemte personer?
- Skal der afsættes midler til vedligeholdelse af gravstedet?
Det blev klart for tilhørerne at forhold omkring arv og testamente skulle lægges i hændene på professionelle folk og konklusionen på aftenen var at man stod sig bedst ved at få bragt sine personlige forhold i orden mens tid var.
Efterfølgende orienterede formanden for MidtJysk TandlægeForening, Stine Brems Mørchholdt, om aktuelle forhold om tandplejen i almindelighed og foreningen i særdeleshed.
Under det efterfølgende traktement blev de cirka 45 deltagere underholdt af et humoristisk causeri som Allan Chor havde forfattet mellem klokken to og tre en søvnløs nat. Inspirationen hertil havde Allan fået fra det netop forkastede politikerforslag om en tandlægeskole i Hjørring..!!
Til tonene af Ole Hammer's altid veloplagte harmonika blev den muntre sang "Paropatientens Vise" afsunget mellem lækkert smørrebrød og drikke.
Og dette afrundede en vellykket aften.
- - -
Forårsmøde 2022 i Plus55
Torsdag d. 24. marts 2022 kl 18:30 - 21:30
på Aarhus Tandlægeskole i Auditorium 1 og Kantinen
Arv & Testamente
Det er lykkedes os at formå advokat Jan Østergaard til at komme og præsentere for os vigtige forhold omkring arveret og testamente.
Jan er partner i advokatfirmaet DLA Piper Denmark og som sit arbejdsfelt har han udarbejdelse af testamenter, fremtidsfuldmagter, generationsskifte, ægtepagter og dødsbobehandling.
Der vil være en kort orientering fra Kredsbestyrelsen og som sædvanlig spiser og synger vi i Kantinen bagefter.
Tilmelding senest
11. Marts 2022
på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Hvis fremmøde efter tilmelding bliver forhindret ønskes afbud af hensyn til forplejningen.
Med venlig hilsen
Lisbeth Dietz*Birthe-Annette Bindslev*Bjarne Simonsen*Flemming Pedersen*
Bente Nyvad*Jørgen Bindslev
Plus55 er for alle tandlæger uanset tidligere og nuværende beskæftigelse. Hvis du kender nogen, der gerne vil deltage, så bed dem sende en mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Jørgen Bindslev, Lisbeth Dietz, Birthe-Annette Bindslev, Bjarne Simonsen, Flemming Petersen